Jeg arbejder i øjeblikket på et langt og forhåbentlig interessant
essay med en masse svære ord i. I mellemtiden har jeg benyttet mig af min
professionelle vurdering af året, der gik. Jeg præsenterer:
10 ting der var galt med 2012
1.
Verdens fejlagtige ”undergang”
Vi kan vist godt blive enige om at verden
ikke er just perfekt nu til dags. Vi lever i en verden af pseudo intelligens,
transparent kendis status og folk der aldrig har set Star Wars. Det er jo derfor direkte sørgeligt at
en så sølle verden ikke engang kan ende sig selv som aftalt. Jeg er
selvfølgelig glad for at jeg selv og mine katte lever endnu, men indrøm det, vi
var alle sammen lidt skuffede da jorden ikke begyndte at ryste den 21. december
kl. 22.13.18. Dog er jeg sikker på at det ikke er sidste gang vi oplever
forudsigelsen af jordens undergang så der er håb endnu.
2.
Return Of The Jedi – Disney style
Den 30. oktober købte The Walt Disney
Company Lucasfilm for den nette sum af 4.05 billion dollars. I den forbindelse
udmeldtes det at en ny Star Wars film ville ramme biograferne i 2015. På den
side græder jeg af glæde over at eventyret ikke er slut ligesom jeg græd af
sorg da alle 140 minutter af Revenge Of
The Sith var ovre. På den anden side bereder jeg mig på syngende fugle med
Jedi kapper i næbet, kram og spontan sang i stedet for lightsabers og the dark
side og en generel underminering af
Kraftens kompleksitet. Forhåbentlig ved de gode folk hos Disney hvad de
har at leve op til.
3.
Rio de Janeiros uundgåelige undergang
2012 var et skudår, hvilket betyder at De
Olympiske Lege skulle finde sted, denne gang i London. England må sige at være
et relativt rigt land. Deres cigaretter koster i hvert fald 70 kr,- pakken og
alle ved, at enhver europæer ryger Marlboros til lyden af ”La Mer” mens de
stirrer tomt ud i intetheden så der må være en pæn sum penge på den britiske
konto. Der var altså råd til et ekstraordinært show spækket med nye og gamle
stjerner, overmenneskelige akrobater og dansetrupper og et fænomenalt lysshow.
Jeg er ikke imod 2012s olympiske lege, men nævner det af ren sympati for Rio de
Janeiro, der uden tvivl må være nødsaget til at bruge hver en klink de har på
at leve op til Londons olympiske
teater på trods af ikke selv at være et fattigt sted.
4.
Spleen Uniteds ”School Of Euphoria”…
…udkom og er endnu STÆRKT undervurderet. Jo
jo, hipster power og evig undergrund, men når noget genuint er godt håndværk,
bør det anerkendes således. Bandet modtog dog Gaffe Prisen for bedste
elektroniske udgivelse. Blandt andre prismodtagere var Lukas Graham, Tina
Dickow, Klumben og flere kunstnere, der så absolut har deres egen form for
merit, men ikke samme originalitet. Det er så let at skrive om fest, kærlighed,
sodavand og hash – det kan næsten alle. Jeg mener bare at der må være en
betydeligt større udfordring i at skrive sange, hvor lytteren tænker ”hvad
fanden handler det her egentlig om?” og kombinere dem med melodier vor man
tænker ”fuck it, det rykker.” Al slags kærlighed og anerkendelse til den
forenede milt.
5.
Curiosity
En såkaldt ”rover” ved dette navn landede
på Mars i 2012. Det er jo i sig selv ganske bemærkelsesværdigt. Mars er pænt
langt væk. Dog mistede jeg troen på at opdagelsen af fremmed liv vil finde sted
i min tid da der i nyhederne endnu engang blev vist slørede og grynede
close-ups af rødt grus. Jeg har al slags respekt for NASA, videnskabsmænd og
kvinder og rummet, men jeg bliver ikke yngre og har endnu ikke set
indiskutabelt bevis på anorektisk udseende grå og glatte mænd med store, sorte
øjne. Come on, hvor svært kan det være?
6.
Opa Gangnam Style
En billion views på Youtube pga. en fed
koreaner, der ridder på en usynlig hest? Hvorfor helvede ikke fem billioner
views? Når folk siger ”nu har man ligesom også hørt den nok, ikke?” er jeg
forhåbentlig ikke den eneste, der tænker ”øh. Nej?”
7.
Død
Folk der aldrig burde dø(men gjorde det
alligevel i 2012):
Whitney Houston, Mike Wallace, Mærsk
Mc-Kinney Møller, Donna Summer, Phyllis Diller, Neil Armstrong, Oscar Niemeyer,
Tony Scott, Dick Clark, Etta James og uden tvivl mange flere. Og selvom det
fandt sted i 2009 og 2011 skal Michael Jackson og Elizabeth Taylor nævnes.
8.
Smartphone mani
Stop det. Stop det nu. Min Nokia og jeg
føler os pressede.
Jeg nægter demonstrativt at få en
smartphone af flere grunde. Jeg ser mine venner, mine kolleger og fremmede
mennesker leve deres liv gennem små, rektangulære tidsslugere. Når jeg glemmer
min telefon er det værste der kan ske at jeg ikke kan sms’e at jeg er 5
minutter forsinket eller at jeg misser et opkald. I værste tilfælde kan jeg
ikke se travl ud når alle andre er opslugt af deres smartphones. Når en
smartphone ejer glemmer sin telefon, er konsekvenserne noget mere alvorlige:
ingen opkald og sms’er, men heller ingen spil, Facebook, mail, Twitter, Google
og vigtigst af alt, ingen Insatagram. Hvordan skal man spise sin frokost hvis
man ikke kan tage et billede af den og gøre billedet gult og grynet først!? Jeg
føler at det er eskaleret helt vanvittigt i 2012 og er af grundet
forkærligheden for tilstedeværelse, samtale og barndommelig stædighed
modstander.
9.
Sneaker wedge
Jeg har nævnt denne gyselighed i et
tidligere indlæg, men føler så stærkt for nedkæmpelsen af fænomenet at jeg må
nævne det igen.
10. Baumgarten, din spade
Den 14. Oktober sprang østrigeren Felix
Baumgarten fra virkelig højt oppe. Jeg siger ikke at det ikke på sin vis er
beundringsværdigt, men at sammenligne det med Neil Armstrong på månen og påstå,
at scene vil gå ned i historien som noget, der markerer en generation er jo
vrøvl. I 1969 var midlerne for rumrejser betydeligt mere begrænsede og
Armstrong kunne resten af sine dage ytre sætningen: ”I walked on the fucking
moon.” I 2012 er de primære nødvendigheder åbenbart en ballon og et sponsorat
fra Red Bull. Jeg siger ikke at enhver kunne gøre det eller at det på nogen
måde er pjece of cake at falde 39 km. Jeg vil dog vove at påstå at ”opreklameret”
på en eller anden måde har sin plads i beskrivelsen af Baumgardens himmelfart.
Jeg mener persoligt det er mere imponerende at få en billion view på Youtube,
men det er også bare mig…
