Anbefalinger

Denne blog skulle jo som udgangspunkt have haft en journalistisk vinkel, men som før nævnt har jeg ikke overskudet til jævnligt at opdatere den i fuld seriøsitet.

Tilgengæld skriver jeg en sjælden gang imellem for Astonish Magazine og får derved udløb for mine journalistiske tendenser.

Under Copenhagen Fashion Week SS//13 dækkede jeg Rikke Huberts show. Artiklen kan læses her:

http://www.astonishworld.com/2012/copenhagen-fashion-week-hubert-ss13/

Derudover dækkede jeg en kunstudstilling af designeren Barbara Í Gongini og Karina Jønsson. 

Den artikel kan læses her:

http://www.astonishworld.com/2012/fashion-photographer-karina-jonson-barbara-i-gongini-dark-secretive-universe-exhibition/

Det er muligt at man skal være medlem for at læse artiklerne i deres fulde længde, men det er gratis og Astonish er et skønt blad!

Imorgen skal jeg dække et Anne Sofie Madsen event i B56 store på Bredgade.

Anne Sofie Madsen er en fantastisk designer med en rå kant i sine værker. Jeg er især vild med hendes Sedna AW12/13 kollektion, hvor læder, elegante print og farver og tredimensionalitet er et gennemgående tema. 

Den er tidssvarende, unik og kan både tiltale minimalisten og den eksplosive!

Jeg glæder mig i høj grad til at følge hendes success, som jeg har en stærk tro på.

Kollektionen kan ses her:

http://www.annesofiemadsen.com/collection/sedna-aw12_13/lookbook

Negativ

Nej, nej, nej og nej. Sneaker wedges, hvad laver I?

Nogle gange får moden stress og tager forhastede beslutninger om hvad der er acceptabelt og dette hæslige fænomen må være en af de gange.

Denne trend henleder til minder om min barndom i 90'erne. 

Det er absolut ikke alt hvad 90'erne har budt på, der er helt forfærdeligt: skovmandsskjorter, højtaljede jeans, Palladiums, crop tops mm.

Men det her. Det her er bare forskruet.

Et tilstrækkeligt beskrivende ord er "juvenile", altså barnagtigt. De minder om noget en mor forærer sin datter når hun er i stadiet mellem barn og tween, men ikke helt teenager eller "ung" endnu. 

Nej, de pepper ikke et aslappet outfit op.

Nej, det er ikke en fiks blandning mellem sneakers og høje hæle, der bare passer til alt.

Nej, det er ikke street og nej, det er ikke hipt og nej, det er ikke okay. Stop det. Stop det nu.

Så hopper jeg hellere i et par Buffalos.

Fuck dig, Weekday...

...for at lokke mig i fordærv. Igen.

Efter en tur i samtlige butikker fra Kronprinsensgade og op ad Strøget uden held til at finde hverken tøj eller sko som jeg absolut ikke mangler, tog jeg den sikre vej og ramte Weekday.

Mine nyeste køb består af lækre basics, inspireret af den amerikanske high school/college kultur.

Jeg er begyndt, at falde for denne tendens da det er relativt nyt for mig at gå med mere afslappet tøj og fordi der er noget overskudsagtigt ved at forblive feminin i lidt drengede beklædningsgenstande. 

Derudover er jeg selv halv amerikaner og synes der er noget lidt skægt og meta agtigt over at være delvist amerikaner, men mest dansker i København og klæde sig amerikansk.

Jeg erhvervede mig følgende:

Barker Tee til 120,-

Denne trekvartærmede tee er super fed i højtaljede bukser med både høje hæle og sneaks. Jeg ser også frem til at finde den frem fra bagest i mit klædeskab til foråret og sommeren og mikse den med et par shorts.

O'Neal Tee til 200,-

Jeg er tosset med denne her pga. af den stærke blå farve, der dæmpes lidt af det melerede stof. 

Udskæringen og det at den er ensfarvet giver den en mere elegant kvalitet end f.eks. trøjen nedenunder.

Laika Top til 180,-

God, gammel reglan shirt eller "baseball shirt"!

Jeg elsker dem helt vanvittigt fordi de især repræsenterer den førnævnte amerikaner stil. Det sjove ved dem er, at de er blevet noget så moderne her i Norden og forekommer en lille smule eksotiske. Ser man tilgengæld film, der omhandler amerikanske teenagere eller drengemænd - om de er fra 50'erne eller 00'erne - vil mange af dem være i reglan shirts. 

Hvad er det Amerika kan?

På vej fra Weekday til Kongens Nytorv fik jeg en forfærdelig åbenbaring: Topshop havde stadig åben.

Det er den samme gamle sang hver gang.

"Jeg skal bare kigge", "hvad nu hvis der er noget derinde, som jeg ville forelske mig håbløst i og have resten af mit liv og jeg ikke opdager det og der er en anden, der køber det i stedet for?", "jeg har jo i princippet råd til en lille ting til."

Etc. etc. etc.

Så jeg tog en hurtig kigger og faldt over en række crop tees til 99,- som straks appellerede til 90'er barnet i mig.

90'er barnet med den bare mave og de stramme, højtaljede jeans.

De havde kun størrelserne 40 og 42 og normalt ville en størrelse 34/36 pige jo tænke, "æv, løbet er kørt", men her tænkte jeg at der kunne kompenseres. 

Altså ved at købe denne crop tee i størrelse 42 fremfor 34/36 vil den sidde løsere, hvilket kompenserer for det faktum at min mave er bar. Sådan fungerer jeg. Desværre.

Og så er den perfekt til at danse med bøsser.

And that's how you get poor!

Crop Tee til 99,-

Fuck det, det bliver en modeblog

Tanken var jo at formidle alt muligt klogt og vitalt, men jeg kan mærke, at jeg ikke er klar. Noget jeg dog er klar til er mode, som optager mig umådelig meget, men ikke så meget at jeg burde være indehaver af en blog herom. Så vær foreberedt på verdenshistoriens mest akavede modeblog. Og selv tak. Forhåbentlig kan der ind imellem Cheap Monday bukserne, Gaga plateauerne og Day Birger et Mikkelsen taskerne snige sig et eller to visdomsord ind. Vi må vente og se.

Nu nævner jeg ovenstående beklædningsgenstande som om jeg ikke har dem, men selvfølgelig har jeg da det. I hvertfald to af dem Jeg mangler stadig desperat den efterhånden gennembollede Day Birger et Mikkelsen Gwyneth Bag.

Og den er jo super lækker på flere planer -

Den fås i sæsonens korrekte farver: Råhvid, navy blå, bordeaux, mat lilla og selvfølgelig sort og grå. Og af en eller anden grund, pink. Derudover har den et både minimalistisk og lidt sporty design, som går til det meste. Og vigtigst af alt, et iøjefaldende label hvorpå der står "Day Birger et Mikkelsen" så ingen er i tvivl. Og hvis man skal være helt ærlig ville manglen på mærket efterlade en med en jævnt kedelig sportstaske til 299,-

Apropos ting jeg mangler kan ALT på Nastygal.com nævnes, men i særdeleshed 

Homg Platform Sneakers til ca. 500,-

Jeg er afhængig af plateau. Delvist fordi jeg er en lille lort og i den forbindelse stor fan af at "få længere ben" og så giver det bare noget kant til hverdagssko såsom ballarinaer og sneaks.

Derudover er der noget mega hårdt over at have metal på tåen.

De er naturligvis udsolgt. Højst sandsynligt fordi jeg vil have dem.

Dark Acid Skinny Jeans til ca. 335,-

Billigere end jeans fra Cheap Monday og Dr. Denim, men tilgengæld med det privilegium at støtte den amerikanske økonomi ved at betale en milliard i porto.

Jeg ser absolut ingen grund til nogensinde at købe andet end højtaljede bukser. Længere ben, slankere ben, ingen love-handles og følelsen af at være Sandy fra Grease. Med andre ord er der ingen negative sider ved den høje talje medmindre man er en af dem, der ikke er tilhænger af lange numser, hvilket jeg ikke begriber. Acid looket på disse jeans er også lidt retro sejt.

Shredded Up Knit til ca. 280,-

Endda sat ned fra 390,- og højst sandsynligt i udmærket kvalitet når det nu er Nasty Gal. Her til vinter ville det nok være klogt med en top eller trøje indenunder, også pga. at den jo er, som navnet indikerer, "shredded up". Netop det element i sweateren er en detalje, der næsten optræder som sin egen accessory og gør den spændende.

MEN HVAD SKAL DER SÅ INDENUNDER?

Hvor er jeg glad for at du spørger.

Vicky Tank til sølle 180,-

Det er nemlig en anden ting, der er genial ved højtaljede bukser og shorts for den sags skyld: crop tops!

Lige denne her fangede for det første mit øje fordi den er relativt billig - hurra - og fordi jeg er faldet for pastelfarver. Det er ligeledes en awesome detalje at der brydes med det helt simple vha. den kraftige, hvide lynlås.

Quilted Biker Jacket til ca 510,-

Jeg elsker det her "quilt" look, særligt til læder. 

Det gør lige en læderjakke til noget specielt fremfor bare at være en jakke af læder. Jeg køber tit tøj ud fra den filosofi at man ikke kan få nok basics, men heller ikke nok forskelligt. Derfor søger jeg ting med sit eget særpræg.

En jakke som denne kunne sagtens være en sådan ting.

Nu burde jeg foreslå nogle smykker, men der falder jeg hurtigt af på den. Jeg har let til at finde dem forstyrrende og synes at de bryder det minimalistiske look, som jeg er stor fan af i øjeblikket. 

Kæmpe kudos til Nastygal.com for at berige mit liv, men ikke min pung!

Overvejelser og alment brok

Jeg har altid synes blogs var super overflødige. Nu siger jeg ”altid” trods fænomenets relativt unge alder, hvilket måske illustrerer min generations virkelighed og uhyre tætte forhold til internettet og eksponering. Nu siger jeg ”siger” som om jeg sidder og taler når jeg i grunden skriver, hvilket måske understreger ovenstående. Vi har i dag næsten ubegrænsede muligheder for internet eksponering af vores privat person eller eventuelle artist profil: Facebook som  efter sigende skulle være en integreret del af 800 millioner menneskers dagligdag(mig selv inkluderet), Twitter som jeg ikke forstår, Myspace som efterhånden forekommer de fleste jævnt umoderne og så Tumbl, hvor millioner af eftertænksomme teenage piger kan udleve deres drøm om at dele de hysterisk morsomme og nuttede billeder af katte som de bruger størstedelen af deres fri- og skoletid på at finde med resten af verden. Med alle disse frit tilgængelige asociale medier at tage brug af finder jeg det finurligt at behovet for at dele sig selv, sine interesser, sin smag i musik, tøj, film og mennesker ikke er stillet og at man som aktiv internet bruger endog stadig føler, at omverdenen ikke har fået nok af de endeløst interessante indskud man har om tingenes tilstand. 

Det er som om der simpelthen ikke kan findes ro før samtlige læsere af ens blog ved hvordan ens nyligt indtagne brunch så ud. 

Forleden forestillede jeg mig et scenarie med to veninder, der sammen nyder et måltid på et fashionabelt tidspunkt af dagen selvfølgelig, hvor den ene pludselig afbryder den anden i behagelig samtale for med sin iPhone at tage et billede af måltidet og veninden overfor dem og rejser sig for at gå ud og også få et billede af stedet udefra med navn selvfølgelig. Jeg forestillede mig så den overfor siddende veninde spørge, ”hvad gjorde du det for?” hvortil den anden svarede, ”nå, det er bare til min blog.” Grunden til at dette fiktive scenarie poppede op i tankerne på mig var spørgsmålet som jeg efterfølgende stillede mig selv omkring det: Hvordan ville man reagere? Ville man synes det var besynderligt at personen ikke kunne holde til at befinde sig i nuet af hensyn til sine uden tvivl ængsteligt afventende læsere, som havde ligget søvnløse over ikke at have et tydeligt polaroid udseende billede af deres ynglings bloggers sidste måltid? Eller ville man ganske enkelt svare, ”nårh, okay” som var billederne til en kommende anmeldelse af restauranten som veninden var i gang med?

Jeg er på ingen måde imod bloggeri eller bloggere, men fascineres ved fænomenet og dets magt. På en måde gør det, afhængigt af bloggens indhold, alle og enhver til en art journalister. Man kan gå på nette og læse alle tænkelige aviser eller man kan søge efter en blogger, der skriver om lige det, man synes er mest interessant og ikke skulle døje med formelt sprog og manglen på morsomme, måske endda private billeder. Det er også lige før den professionelle journalistiks niveau daler i takt med den almene blogs stigende kvalitet. Jeg tror personligt jeg vil vælge en privat persons indskud om aktuelle verdenssituationer, såfremt de er interessante, frem for at høre endnu en lærd journalist stillet spørgsmålet, ”hvordan har du det lige nu?” 

Måske jævner det sig ud i fremtiden.

Grunden til at jeg selv har valgt at tage del i denne trend er, at jeg har en mistanke om selv at ville være journalist, men finder tanken om at stille mine ord til skue hvor folk kan læse og bedømme dem skræmmende. Jeg har konkluderet, at det ikke er det bedste grundlag. I den forbindelse vil jeg altså hylde bloggeri da det giver f.eks. mig mulighed for at ytre mig et sted, hvor det jeg skriver kan blive til offentligt eje frem for blot  en tanke i mit hoved eller et Word dokument på min computer. Jeg hævder altså ikke at vide noget af vital betydning, som jeg simpelthen bare må dele med den virtuelle omverden, men bruger dette medie på hvad jeg selv vil synes er et konstruktivt talerør for mig og mine evner til at ytre mig offentligt.

Så jeg lagde snedigt ud med at tage afstand fra bloggeri således at jeg fremstår som en person hvorpå al negativ respons preller fuldstændig af. Og her ved enden kan jeg heller ikke undgå, at tænke på hvorfor i al verden nogen skulle gide ofre deres tid på at læse dette, men det er vel konsekvensen ved at dele det, man skriver. Både som top journalist og blogger.