When you didn't think we could sink lower...

20 Titties I Enjoy

The riveting sequal to the instant classic 

"10 Butts I Enjoy"

1. Miss Bellum(Powerpuff Girls) - fordi hun lærte små piger at ansigtet er underordnet så længe du har major boobage og hvepsetalje. Og så er jeg sikker på at hun dusker borgmesteren.

2. Mila Kunis - fordi hun er sej nok til vise dem frem i "Forgetting Sarah Marshall".

3. Angelina Jolie - because fuck you, that's why.

4. Eva Green - fordi hun er the hottest piece of eurotrash nogensinde.

5. Prinsgemalen - he's on a boat.

6. Kitty Titties - hvor erotik og cuteness mødes.

7. Scarlett Johansson - indiskutabelt lækker, blød og velformet. Og så må man bare være noget særligt for at blive Woody Allens muse.

8. Linse Kessler - fordi altså...come on. Se på dem.

9. Truth Time Soapy Boobs Girl - fordi det er så sandt og jeg vidste det ikke engang.

10. Super Douchy Pec Implants Guy - fordi brystimplantater til mænd er det nye. And he's got 'em.

Om tidsfordriv og afhængighed

I øjeblikket diskuteres det om Facebook er et forsvindende fænomen. Med sociale medier som Instagram og Twitter i hælene, er der muligvis en vis sandsynlighed for at opmærksomheden deles mellem de forskellige portaler. Instagram er hurtigt, nemt og dybt bekræftende #YOLO og Twitter befrier folk – endda med begrænsning på antallet af ord der kan skrives – for at kaste sig ud i både at læse og skrive længere opdateringer. Med Instagram fokuseres der på det visuelle og øjeblikkelige og der er mulighed for at opleve en følelse af samvær trods faktisk afstand. Det påkræves ikke at dit indlæg er af nogen særlig betydning eller har nogen form for substans da det ikke kræver et større engagement at erklære, at man ligesom instagrammeren selv, også synes godt om latté art. Man risikerer næsten ikke udfordring i form af f.eks. hele sætninger eller virtuel samtale, men sidder tilbage med essensen af ”budskabet” og så skulle et billede jo også sige mere end tusind ord.

Twitter er for de lidt mere viderekomne med aforismer, statements og aktuelle nyheder på helt op til 140 ord ad gangen.  Ligesom med Instagram tillader det ligeledes et nærmest familiært forhold til din favorit kendis når du opdager, at han/hun/den også er helt tosset med de nyeste sneaks fra Nike. Det er også muligt at holde dig opdateret omkring de seneste diverse udgivelser , koncert datoer, trends mm. Trods den perifere omgang til disse medier, bliver det hurtigt en fast del af folks hverdag når de først mærker suset af et stigende antal likes og det dybdegående pennevens lignende forhold der kan bygges mellem venner, bekendte og ukendte.

Med Facebook har du mulighed for at skabe en hel tidslinje over dit liv(fra tidligst ca. 2005) med både billeder, videoer, private og offentlige beskeder, ting du har erklæret dig fan af, gamle venner du aldrig skal se igen, mennesker du har delt en enkelt fordrukken nat med og sågar mennesker, der bare synes ”du ser meget sød ud”. Spørgsmålet er så om Facebook simpelthen er for omfattende for den dominerende generations abstraktionsniveau. Jeg har eksempelvis affundet mig med at jeg aldrig bliver en succesfuld blogger og det er der flere årsager til: jeg skriver for meget og for langt og bestræber mig ikke på at være kortfattet og nemt fordøjelig. Jeg annoncerer, at det jeg har er en modeblog, laver 3-4 indlæg om mode og begynder så at bedømme bagdele og diskuterer Facebooks levetid. Jeg ligger inde med for meget tekst i forhold til visuelt materiale, som bl.a. er resultat af at jeg ikke er indehaver af en smartphone og må medbringe et spejlrefleks kamera hvis jeg har nogle planer om at dokumenterer mine eskapader. Essensen af det bliver altså at det ville kræve en portion tålmodighed og indlevelse, som den garvede netgænger uden tvivl besidder, men ikke prioriterer. Dette gælder også mig selv da jeg mens jeg skriver dette indlæg f.eks. er voldsomt fristet af bare at se på sko, zappe fjernsyn eller gå på 9gag og udelukkende færdiggør det fordi det kommer til mig. 

Nutidens foretrukne formidling er ganske enkelt let forståelig, kortfattet og på sin vis ensformig. Er det så her Facebooks storhedstid fordriver? Kræver folket generelt mikrobølge information frem for fordybelse af nogen art? Og hvad siger det om vores tilhørsforhold til hinanden? Det er naturligvis enklere at kommunikerer via telefon og internet, men i hvor høj grad tærer det på vores fælles evne til reel interaktion? Det teknologiske fremskridt sætter i dag sine spor på børn helt ned til vuggestue alderen, der når de går fra baby til barn, benytter sig af iPads, smartphones og computere i en sådan grad at de kan bruge det som socialt redskab hinanden imellem. Jeg siger ikke at teknologi er roden til alt ondt, men betænker mig i effekten den har på vores sociale kompetencer i fremtiden. Skal der partout være et apparatur mellem os før vi kan finde fællesgrund?  Skal al samtale og enighed inspireres af noget udefrakommende?

Teknologi og sociale medier har ikke magten til at udslette basale kompetencer, men de har så absolut magten til at ændre på hvordan disse betegnes.  Et godt eksempel er retstavning og skrivning. Computeren har længe været en del af indskolingen i modsætning til iPad’en, som løbende befinder sig i flere og flere klasselokaler som nødvendighed. I både computeren og iPad’en er skriveprogrammerne udstyret med stavekorrektur. Den store forskel på tiden hvor computeren blev en del af skolen og tiden hvor iPad’en gjorde er den at man i computerens tid i højere grad benyttede sig af fysisk skrivning både i skolemæssige, arbejdsmæssige og private henseender.  Altså vidste man i 1999 når man sad i EDB lokalet foran den overvægtigt udseende Windows skærm at computeren og dens retstavnings assistance udgjorde et hjælpemiddel, men ikke påkrævede nogen større tilvænning. I dag er udsigten til fysisk skrivning ikke umiddelbart stor hvorfor behovet for oplagring af læren om retskrivning heller ikke bliver det. Hvis den store ambition alligevel er at være kortfattet modeblogger som teenager, kasket designer eller natklub ejer i sine 20’ere og grafisk designer som fuldvoksen, er tabet af retskrivning måske heller ikke så stort for den portion af befolkningen. Dog kan jeg ikke undgå, at blive en smule apokalyptisk og tænke ”hvad så når strømmen går?”. Hvor står vi når nutidens børn/fremtidens unge og voksne finder sig selv i en situation hvor hjælpemidlerne ikke er tilgængelige? Der er naturligvis mere presserende problematikker end udsigten til en generation, der i manglen på en opladt iPhone ikke husker om ”professor” er med et eller to f’er, men emnet fortjener stadig en diskussion. Det hele bringer os tilbage til vores afhængighed af Facebook, som hverken bloggeren, hatte mærke- og klubejeren eller den grafiske designer kan undvære.

Trods Facebooks måske svindende brugere, tror jeg det forholder sig med Facebook som det gør med sort. Hver sæson er der efter sigende noget, der skulle være det nye sort; striber, blomster print, neon, pastelfarver mm. og alle er henrykte over muligheden for at udfolde sig i farverige klæder og ikke længere være fange af mørket og midterskilningen. Sådan forbliver det i et par måneder op til, under og efter modeugen hvor vi holder ekstra meget øje med hinanden. Så en dag står vi foran spejlet i velkendt vildrede over hvad vi dog skal putte vores krop i. Ingen af de nyindkøbte regnbueklæder føles rigtig og vi har det derudover i baghovedet at der ikke er helt ligeså mange, der spadserer rundt i farver som der var for få uger siden. Pludselig husker vi at det ikke altid har været så svært. Der var engang hvor vi så frem til at vælge tøj om morgenen og hvor det var sjovt og legende let. Hvad var det nu? Når det først går op for os hvad det var, der gjorde beklædning og det at være moderigtig så simpelt, er vi tilbage i den sorte uniform med de sorte sko og sorte accessories. Det føles bare rigtigt. Facebooks placering i vores tilværelse kan altså sammenlignes med appellen af sort. Uanset hvad der prøvende erstatter det, hvor meget vi afskyr at bruge så meget tid og energi på det, hvor meget vi føler det fortærer vores person og hvor meget hipster troværdighed vi kunne erhverve os ved at afskære det, vender vi altid tilbage. Det er noget, der kender os bedre end vi kender os selv, nogle gange endda bedre end vi vil kendes af nogen. Det er noget vi samles om og i og er for de fleste en ligeså basal del af livet som solopgang. 

Trods overskydende information og mangel på kortfattethed, vil jeg mene at Facebook så absolut trumfer både som socialt medie og som teknologisk tidssluger. Om noget tror jeg det ligger så dybt under huden på os at vi ikke oplever det aktivt. Hvor vi med Twitter og Instagram er nødt til at erklære vores afhængighed, udgør Facebook en stille dræber, der ved du kommer tilbage, også hvis du ikke ved det. På den lyse side er der også stavekontrol.

MOTHER OF SNEAKERS!

JESUS MOTHERFUCKING CHRIST!

HVOR? HVORDAN? HVOR MEGET? 

STRIKE THAT, DET ER UNDERODNET!

“Aren’t you a little short for a stormtrooper?”

FUCK THAT, I'LL WEAR THEM ANYWAY!

“I find your lack of stormtrooper sneakers 

disturbing!”

WELL, ME TOO, LORD VADER!

"These are not the sneakers you're looking for."

YOU BET YOUR SWEET ASS THEY ARE!

...så ja, dem kunne jeg godt tænke mig...

Peace out and may the Force be with you.

And Now For Something Completely Indifferent - Verdens Dummeste Blog Indlæg

10 Butts I Enjoy
A danish/american co-production.

1. George Michael - because I gotta have faith.

2. Michael Jackson - representin' dem skinny boys.

3. Kylie Minouge - fordi jalouxi er en grim ting.

4. Fat Flies In Ass-crack Lady - 'cause fat chicks need love too...but they gotta pay.

5. Princess Leia - fordi du næsten kan se den. Og du vil så gerne.

6. Sir Mix-A-Lot - fordi han bor på en kæmpe røv. And he likes it. And he cannot lie.

7. Homer Simpson - fordi kurver, ligesom Homer, er en god ting. 

8. Tenacious D - 'cause I've had this birthmarks since I was born. I looked it up in the dictonary. It's not in there.

9. Cara Delevingne - fordi Bieber would tap that. But he ain't gonna.

10. Min egen - fordi jeg ville ærge mig voldsomt uden den.

Copenhagen Fashion Week AW13

Modeugen i København er ligeså fantastisk som den er opreklameret. Mest af alt overser man jo gladeligt ligegyldigen af diverse fester på Simons og Hive i ugens anledning for at henkaste sig i fri bar, gratis entré og farven sort. Igen i år.

Nu er "ligegyldig" et stærkt ord at bruge og jeg mener det selvfølgelig heller ikke så galt. 

En af de essentielle evner man bør mestre for at bevæge sig i modebranchen er trods alt evnen til at kunne netværke og man får ikke bedre træning end til sociale arrangementer med andre mode orienterede. 

Derudover er der en vis magi over at sidde eller stå til runway shows. For mit eget vedkommende er det ligemeget hvor mange gange jeg ser et show. Jeg vil stadig føle, at jeg befinder mig i en supernova lignende situation, der på sin vis er en parodi på sig selv og minde mig selv om at den er god nok; de findes.

I år fik jeg igen muligheden for at dække shows og events for Astonish Magazine, men oplevede til min store overraskelse ikke at have tid til mere end et enkelt show. Det overraskende element bestod i grunden til mit fyldte skema, som var at jeg selv skulle gå to shows. Grundet min beskedne højde på 168-69 cm. var det så absolut uventet, men jeg sagde ikke nej tak!

Torsdag var jeg med min ven og kreative kollega Barrington til Brabara Í Gongini show, hvor hans smukke kæreste gik og agerede, som han betegnede det, "the head girl".

Sidste år skrev jeg en artikel om en udstilling med billeder af Karina Jønsson, der fremviste Gongini's tøj på en passende androgyn model og forelskede mig rent æstestisk i hendes udtryk og gotiske linjer. Det var derfor en fantastisk oplevelse at se hendes værker på catwalken og gøre mig tanker om dem, der faktisk skulle på papir - eller i hvertfald på word dokument - efterfølgende. 

Barbara Í Gongini AW13 show

Ved showets ende var næste punkt på dagsordenen Dry Magazines afterparty på, oh yes, Hive.

Med risiko for at gentage mig selv nævner jeg kort en afgøende faktor for success raten af denne slags arrangementer: fri bar.

Og et VIP armbånd så alle på din hjemtur kan se hvor vigtig du er. 

Før Barbara Í Gongini show

Artklen er endnu ikke på Astonish, men jeg deler her et udlkip:

"While the androgynous aspect was beautifully displayed throughout the collection, she still managed to emphasize the feminine and masculine in both the women’s and men’s collection. Also the garments, though extraordinary as ever, had an advantage in being wearable in such a manner that one could make a statement by wearing them without looking exaggerated. This was partially due to the simplicity of the clothes, which underlined classic style without ever getting bland; asymmetric lines, oversize, accessories and general edginess kept the collection credible in accordance with what people have come to expect from Gongini."

Barbara Í Gongini show AW13 

Desværre var Gongini det førse og eneste show jeg fik overværet denne sæson, men skulle man nøjes med et enkelt, er jeg glad for at det blev hendes. Jeg blev til og med stoppet af en ung mand, der ville have et billede. Street style fotografer er der jo så mange af, så det tænkte jeg ikke længe over.

Efterfølgende informerede en med model mig om at manden åbenbart er en big deal.

Han er Yvan Rodic går under navnet Facehunter.

Så det er jo meget skæg.

Jeg fik hans kort og fandt mig selv på hans hjemmeside

http://www.yvanrodic.com/posts/4859/copenhagen#photo_33698

Af Yvan "Facehunter " Rodic

Fredag begyndte min egen tranformation fra fotomodel til catwalk model. Kl. tidligt stillede 10 piger op til generalprøve og fitting hos Swapamok og vi fik uddelt hver vores 4 sæt tøj.

Swapamok er et koncept, der ligesom Trendsales handler brugt tøj på nettet, kunderne imellem. Den væsentlige forskel er, at Swapamok er en pengeløs bytteportal, hvor valutaen består af dit eget brugte tøj og point, som du optjener ved at være aktiv.

Jeg måtte selv gå tidligt da jeg skulle til fitting til det første show jeg skulle gå samme dag.

Dette var for butikken Superlove i Gothersgade 11.

Showet foregik i selve butikken kl. 19 og efterfulgtes af champagne og geniale tilbud.

Superlove showet AW13

Jeg er evigt taknemmelig for at have fået lov, at gå for Superlove, men kunne alligevel ikke holde tankerne fra Swapamok showet om lørdagen. Min barnehjerne beskæftigede sig selv med billedet af et podie, som jeg vidste vi skulle gå på.

Af en eller anden grund gjorde det faktum det mere "rigtigt". 

Det har nok en psykisk indvirkning fysisk at være hævet over tilskuerne. Forfærdelige, forfærdelig branche.

Swapamok show AW13

Vi mødte op kl. 09 på Borups Højskole til 7 timer med tankerne syltete af make-up, hår, pizza pause og øvelse, øvelse, øvelse. 

Det avr det tredje show jeg har gået og jeg oplevde samme følelse som første gang og som dagen før.

Stigende nervøsitet og spænding løbende op til selve showets start, der erstattes af adrenalin og selvtillid så snart første skridt på catwalken er taget.

Når det hele så er overstået rammer den hæslige tanke mig at jeg måske aldrig får denne følelse at mærke igen.

Men håbe kan man altid. Og om ikke andet er det billeder til at bevise, at det skete.

Swapamok show AW13

Efter showet kunne tilskuerne, der havde medbragt brugt tøj som de ønskede at bytte, deltage i en bytte bazar og få et ord med stifter Heidi Krabbe.

Bloggen www.jegelskermode.dk så showet og har kreeret en video med optagelser fra showet samt et interview med Krabbe

http://www.youtube.com/watch?v=yx0UStDGn2w

En vidunderlig fashion week, som jeg sent glemmer med mange erfaringer og observationer, jeg glæder mig ved.

Søndag sov jeg længe.

10 ting der var galt med 2012

Jeg arbejder i øjeblikket på et langt og forhåbentlig interessant essay med en masse svære ord i. I mellemtiden har jeg benyttet mig af min professionelle vurdering af året, der gik. Jeg præsenterer:

10 ting der var galt med 2012

1.    Verdens fejlagtige ”undergang”

Vi kan vist godt blive enige om at verden ikke er just perfekt nu til dags. Vi lever i en verden af pseudo intelligens, transparent kendis status og folk der aldrig har set Star Wars.  Det er jo derfor direkte sørgeligt at en så sølle verden ikke engang kan ende sig selv som aftalt. Jeg er selvfølgelig glad for at jeg selv og mine katte lever endnu, men indrøm det, vi var alle sammen lidt skuffede da jorden ikke begyndte at ryste den 21. december kl. 22.13.18. Dog er jeg sikker på at det ikke er sidste gang vi oplever forudsigelsen af jordens undergang så der er håb endnu.

2.    Return Of The Jedi – Disney style

Den 30. oktober købte The Walt Disney Company Lucasfilm for den nette sum af 4.05 billion dollars. I den forbindelse udmeldtes det at en ny Star Wars film ville ramme biograferne i 2015. På den side græder jeg af glæde over at eventyret ikke er slut ligesom jeg græd af sorg da alle 140 minutter af Revenge Of The Sith var ovre. På den anden side bereder jeg mig på syngende fugle med Jedi kapper i næbet, kram og spontan sang i stedet for lightsabers og the dark side og en generel underminering af  Kraftens kompleksitet. Forhåbentlig ved de gode folk hos Disney hvad de har at leve op til.

3.    Rio de Janeiros uundgåelige undergang

2012 var et skudår, hvilket betyder at De Olympiske Lege skulle finde sted, denne gang i London. England må sige at være et relativt rigt land. Deres cigaretter koster i hvert fald 70 kr,- pakken og alle ved, at enhver europæer ryger Marlboros til lyden af ”La Mer” mens de stirrer tomt ud i intetheden så der må være en pæn sum penge på den britiske konto. Der var altså råd til et ekstraordinært show spækket med nye og gamle stjerner, overmenneskelige akrobater og dansetrupper og et fænomenalt lysshow. Jeg er ikke imod 2012s olympiske lege, men nævner det af ren sympati for Rio de Janeiro, der uden tvivl må være nødsaget til at bruge hver en klink de har på at leve op til Londons olympiske  teater på trods af ikke selv at være et fattigt sted.

4.    Spleen Uniteds ”School Of Euphoria”…

…udkom og er endnu STÆRKT undervurderet. Jo jo, hipster power og evig undergrund, men når noget genuint er godt håndværk, bør det anerkendes således. Bandet modtog dog Gaffe Prisen for bedste elektroniske udgivelse. Blandt andre prismodtagere var Lukas Graham, Tina Dickow, Klumben og flere kunstnere, der så absolut har deres egen form for merit, men ikke samme originalitet. Det er så let at skrive om fest, kærlighed, sodavand og hash – det kan næsten alle. Jeg mener bare at der må være en betydeligt større udfordring i at skrive sange, hvor lytteren tænker ”hvad fanden handler det her egentlig om?” og kombinere dem med melodier vor man tænker ”fuck it, det rykker.” Al slags kærlighed og anerkendelse til den forenede milt.

5.    Curiosity

En såkaldt ”rover” ved dette navn landede på Mars i 2012. Det er jo i sig selv ganske bemærkelsesværdigt. Mars er pænt langt væk. Dog mistede jeg troen på at opdagelsen af fremmed liv vil finde sted i min tid da der i nyhederne endnu engang blev vist slørede og grynede close-ups af rødt grus. Jeg har al slags respekt for NASA, videnskabsmænd og kvinder og rummet, men jeg bliver ikke yngre og har endnu ikke set indiskutabelt bevis på anorektisk udseende grå og glatte mænd med store, sorte øjne. Come on, hvor svært kan det være?

6.    Opa Gangnam Style

En billion views på Youtube pga. en fed koreaner, der ridder på en usynlig hest? Hvorfor helvede ikke fem billioner views? Når folk siger ”nu har man ligesom også hørt den nok, ikke?” er jeg forhåbentlig ikke den eneste, der tænker ”øh. Nej?”

7.    Død

Folk der aldrig burde dø(men gjorde det alligevel i 2012):

Whitney Houston, Mike Wallace, Mærsk Mc-Kinney Møller, Donna Summer, Phyllis Diller, Neil Armstrong, Oscar Niemeyer, Tony Scott, Dick Clark, Etta James og uden tvivl mange flere. Og selvom det fandt sted i 2009 og 2011 skal Michael Jackson og Elizabeth Taylor nævnes.

8.    Smartphone mani

Stop det. Stop det nu. Min Nokia og jeg føler os pressede.

Jeg nægter demonstrativt at få en smartphone af flere grunde. Jeg ser mine venner, mine kolleger og fremmede mennesker leve deres liv gennem små, rektangulære tidsslugere. Når jeg glemmer min telefon er det værste der kan ske at jeg ikke kan sms’e at jeg er 5 minutter forsinket eller at jeg misser et opkald. I værste tilfælde kan jeg ikke se travl ud når alle andre er opslugt af deres smartphones. Når en smartphone ejer glemmer sin telefon, er konsekvenserne noget mere alvorlige: ingen opkald og sms’er, men heller ingen spil, Facebook, mail, Twitter, Google og vigtigst af alt, ingen Insatagram. Hvordan skal man spise sin frokost hvis man ikke kan tage et billede af den og gøre billedet gult og grynet først!? Jeg føler at det er eskaleret helt vanvittigt i 2012 og er af grundet forkærligheden for tilstedeværelse, samtale og barndommelig stædighed modstander.

9.    Sneaker wedge

Jeg har nævnt denne gyselighed i et tidligere indlæg, men føler så stærkt for nedkæmpelsen af fænomenet at jeg må nævne det igen.

10. Baumgarten, din spade

Den 14. Oktober sprang østrigeren Felix Baumgarten fra virkelig højt oppe. Jeg siger ikke at det ikke på sin vis er beundringsværdigt, men at sammenligne det med Neil Armstrong på månen og påstå, at scene vil gå ned i historien som noget, der markerer en generation er jo vrøvl. I 1969 var midlerne for rumrejser betydeligt mere begrænsede og Armstrong kunne resten af sine dage ytre sætningen: ”I walked on the fucking moon.” I 2012 er de primære nødvendigheder åbenbart en ballon og et sponsorat fra Red Bull. Jeg siger ikke at enhver kunne gøre det eller at det på nogen måde er pjece of cake at falde 39 km. Jeg vil dog vove at påstå at ”opreklameret” på en eller anden måde har sin plads i beskrivelsen af Baumgardens himmelfart. Jeg mener persoligt det er mere imponerende at få en billion view på Youtube, men det er også bare mig…