Om tidsfordriv og afhængighed

I øjeblikket diskuteres det om Facebook er et forsvindende fænomen. Med sociale medier som Instagram og Twitter i hælene, er der muligvis en vis sandsynlighed for at opmærksomheden deles mellem de forskellige portaler. Instagram er hurtigt, nemt og dybt bekræftende #YOLO og Twitter befrier folk – endda med begrænsning på antallet af ord der kan skrives – for at kaste sig ud i både at læse og skrive længere opdateringer. Med Instagram fokuseres der på det visuelle og øjeblikkelige og der er mulighed for at opleve en følelse af samvær trods faktisk afstand. Det påkræves ikke at dit indlæg er af nogen særlig betydning eller har nogen form for substans da det ikke kræver et større engagement at erklære, at man ligesom instagrammeren selv, også synes godt om latté art. Man risikerer næsten ikke udfordring i form af f.eks. hele sætninger eller virtuel samtale, men sidder tilbage med essensen af ”budskabet” og så skulle et billede jo også sige mere end tusind ord.

Twitter er for de lidt mere viderekomne med aforismer, statements og aktuelle nyheder på helt op til 140 ord ad gangen.  Ligesom med Instagram tillader det ligeledes et nærmest familiært forhold til din favorit kendis når du opdager, at han/hun/den også er helt tosset med de nyeste sneaks fra Nike. Det er også muligt at holde dig opdateret omkring de seneste diverse udgivelser , koncert datoer, trends mm. Trods den perifere omgang til disse medier, bliver det hurtigt en fast del af folks hverdag når de først mærker suset af et stigende antal likes og det dybdegående pennevens lignende forhold der kan bygges mellem venner, bekendte og ukendte.

Med Facebook har du mulighed for at skabe en hel tidslinje over dit liv(fra tidligst ca. 2005) med både billeder, videoer, private og offentlige beskeder, ting du har erklæret dig fan af, gamle venner du aldrig skal se igen, mennesker du har delt en enkelt fordrukken nat med og sågar mennesker, der bare synes ”du ser meget sød ud”. Spørgsmålet er så om Facebook simpelthen er for omfattende for den dominerende generations abstraktionsniveau. Jeg har eksempelvis affundet mig med at jeg aldrig bliver en succesfuld blogger og det er der flere årsager til: jeg skriver for meget og for langt og bestræber mig ikke på at være kortfattet og nemt fordøjelig. Jeg annoncerer, at det jeg har er en modeblog, laver 3-4 indlæg om mode og begynder så at bedømme bagdele og diskuterer Facebooks levetid. Jeg ligger inde med for meget tekst i forhold til visuelt materiale, som bl.a. er resultat af at jeg ikke er indehaver af en smartphone og må medbringe et spejlrefleks kamera hvis jeg har nogle planer om at dokumenterer mine eskapader. Essensen af det bliver altså at det ville kræve en portion tålmodighed og indlevelse, som den garvede netgænger uden tvivl besidder, men ikke prioriterer. Dette gælder også mig selv da jeg mens jeg skriver dette indlæg f.eks. er voldsomt fristet af bare at se på sko, zappe fjernsyn eller gå på 9gag og udelukkende færdiggør det fordi det kommer til mig. 

Nutidens foretrukne formidling er ganske enkelt let forståelig, kortfattet og på sin vis ensformig. Er det så her Facebooks storhedstid fordriver? Kræver folket generelt mikrobølge information frem for fordybelse af nogen art? Og hvad siger det om vores tilhørsforhold til hinanden? Det er naturligvis enklere at kommunikerer via telefon og internet, men i hvor høj grad tærer det på vores fælles evne til reel interaktion? Det teknologiske fremskridt sætter i dag sine spor på børn helt ned til vuggestue alderen, der når de går fra baby til barn, benytter sig af iPads, smartphones og computere i en sådan grad at de kan bruge det som socialt redskab hinanden imellem. Jeg siger ikke at teknologi er roden til alt ondt, men betænker mig i effekten den har på vores sociale kompetencer i fremtiden. Skal der partout være et apparatur mellem os før vi kan finde fællesgrund?  Skal al samtale og enighed inspireres af noget udefrakommende?

Teknologi og sociale medier har ikke magten til at udslette basale kompetencer, men de har så absolut magten til at ændre på hvordan disse betegnes.  Et godt eksempel er retstavning og skrivning. Computeren har længe været en del af indskolingen i modsætning til iPad’en, som løbende befinder sig i flere og flere klasselokaler som nødvendighed. I både computeren og iPad’en er skriveprogrammerne udstyret med stavekorrektur. Den store forskel på tiden hvor computeren blev en del af skolen og tiden hvor iPad’en gjorde er den at man i computerens tid i højere grad benyttede sig af fysisk skrivning både i skolemæssige, arbejdsmæssige og private henseender.  Altså vidste man i 1999 når man sad i EDB lokalet foran den overvægtigt udseende Windows skærm at computeren og dens retstavnings assistance udgjorde et hjælpemiddel, men ikke påkrævede nogen større tilvænning. I dag er udsigten til fysisk skrivning ikke umiddelbart stor hvorfor behovet for oplagring af læren om retskrivning heller ikke bliver det. Hvis den store ambition alligevel er at være kortfattet modeblogger som teenager, kasket designer eller natklub ejer i sine 20’ere og grafisk designer som fuldvoksen, er tabet af retskrivning måske heller ikke så stort for den portion af befolkningen. Dog kan jeg ikke undgå, at blive en smule apokalyptisk og tænke ”hvad så når strømmen går?”. Hvor står vi når nutidens børn/fremtidens unge og voksne finder sig selv i en situation hvor hjælpemidlerne ikke er tilgængelige? Der er naturligvis mere presserende problematikker end udsigten til en generation, der i manglen på en opladt iPhone ikke husker om ”professor” er med et eller to f’er, men emnet fortjener stadig en diskussion. Det hele bringer os tilbage til vores afhængighed af Facebook, som hverken bloggeren, hatte mærke- og klubejeren eller den grafiske designer kan undvære.

Trods Facebooks måske svindende brugere, tror jeg det forholder sig med Facebook som det gør med sort. Hver sæson er der efter sigende noget, der skulle være det nye sort; striber, blomster print, neon, pastelfarver mm. og alle er henrykte over muligheden for at udfolde sig i farverige klæder og ikke længere være fange af mørket og midterskilningen. Sådan forbliver det i et par måneder op til, under og efter modeugen hvor vi holder ekstra meget øje med hinanden. Så en dag står vi foran spejlet i velkendt vildrede over hvad vi dog skal putte vores krop i. Ingen af de nyindkøbte regnbueklæder føles rigtig og vi har det derudover i baghovedet at der ikke er helt ligeså mange, der spadserer rundt i farver som der var for få uger siden. Pludselig husker vi at det ikke altid har været så svært. Der var engang hvor vi så frem til at vælge tøj om morgenen og hvor det var sjovt og legende let. Hvad var det nu? Når det først går op for os hvad det var, der gjorde beklædning og det at være moderigtig så simpelt, er vi tilbage i den sorte uniform med de sorte sko og sorte accessories. Det føles bare rigtigt. Facebooks placering i vores tilværelse kan altså sammenlignes med appellen af sort. Uanset hvad der prøvende erstatter det, hvor meget vi afskyr at bruge så meget tid og energi på det, hvor meget vi føler det fortærer vores person og hvor meget hipster troværdighed vi kunne erhverve os ved at afskære det, vender vi altid tilbage. Det er noget, der kender os bedre end vi kender os selv, nogle gange endda bedre end vi vil kendes af nogen. Det er noget vi samles om og i og er for de fleste en ligeså basal del af livet som solopgang. 

Trods overskydende information og mangel på kortfattethed, vil jeg mene at Facebook så absolut trumfer både som socialt medie og som teknologisk tidssluger. Om noget tror jeg det ligger så dybt under huden på os at vi ikke oplever det aktivt. Hvor vi med Twitter og Instagram er nødt til at erklære vores afhængighed, udgør Facebook en stille dræber, der ved du kommer tilbage, også hvis du ikke ved det. På den lyse side er der også stavekontrol.